Konflikten i Syrien
Folket i Syrien vil have væltet deres nuværende præsident, Bashar al-Assad.
Utallige islamister fra den vestlige verden rejser til Syrien for at k æmpe deres krig.
Over 12000 børn er døde siden konflikten først slog sine rødder.
Folket i Syrien vil have væltet deres nuværende præsident, Bashar al-Assad.
Hvorfor al den kamp?
Konflikten i Syrien slog sine folder for første gang i 2011, som en del af det Arabiske Forår. Fredelige demonstrationer imod landets præsident, Bashar al-Assad, blev slået ned på med vold, hvilket gav en kædereaktion af flere og flere protester. Kampene har derefter udviklet sig, og der bliver konstant kæmpet i mellem dem der støtter Assad, og dem der vil tage magten fra ham.
Mere om konflikten:
Syrien har været under Baath-partiet og familien Assads styre i 42 år, først af Hafez al-Assad, som i 2000 overgav embedet til sin søn, Bashar al-Assad. Syrien er en såkaldt et parti stat, og regeringen har ikke mødt modstand i flere årtier. Partiet identificerer sig selv som værende socialistisk og med formål at samle den arabiske verden i en union.
Sidst regeringen blev udfordret var i 1982, af bevægelsen Det Muslimske Broderskab. De blev dog hurtigt slået hårdt ned, og siden da har staten været i stand til at holde oppositionen nede.
Da Bashar kom til magten i 2000, forventede mange syrere at styret ville blive mere demokratisk. I stedet blev magten begrænset til en meget lille flok, primært Assads familie og nære. Samtidig blev der indført reformer som kom denne gruppe til gode.
Selvom der i længere tid har været et ønske om at få taget Assad af præsidentposten, var det først i 2011 at folket for alvor begyndte at kæmpe imod hans regime. Samtidig med at en lang række af politiske forandringer væltede igennem andre lande i Mellemøsten og Nordafrika, nåede Syriens vrede et kogepunkt da det kom frem at Assad ikke var bleg for at bruge vold og tortur, samt uberettiget fængsling.
Det var såvel også i 2011 at oppositionen oprettede SNC, et syrisk nationalråd. Tillige oprettede de Den Frie Syriske Hær, til at kæmpe på oprørernes side. Som følge af dette blev kampene mere og mere intense, og situationen udviklede sig til at være endnu mere uoverskuelig end den allerede var. Samtidig dannes flere oppositionsgrupper, og krigere med tilknytning til terrororganisationen Al-Qaeda drog også til landet for at kæmpe mod regimet.
Størstedelen af verdens vestlige lande støtter oppositionen, men FN kan ikke gøre meget i form af at tvinge regeringen til at stoppe deres militære indsatser, da Rusland, en af de helt store spillere, støtter den syriske regering.
Folket er splittet op religiøst og økonomisk. Mange af Syriens kristne beboer er bange for at komme til at lide under etnisk udrensning, som det skete for Irak efter USA's erobring af landet. Samtidig frygter landets økonomiske elite, sunnimuslimerne, for den permanente financielle ødelæggelse som vedvarende borgerkrig vil forårsage.
Konflikten i Syrien udviklede sig fra hvad der var ren militærkrig imellem hæren og oppositionen, til også at omfatte en intern krig, religioner og nationaliteter imellem. Det har ledt til en national splittelse, som gør det sværere for folket der ønsker Assad-regimet stoppet, at arbejde sammen. De kan ikke opnå enighed om hvad der skal til for at stoppe ham, og hem der skal have lov til at overtage styret hvis det engang lykkedes.
I 2012 forsøgte FN's daværende generalsekretær, Kofi Annan, at indføre våbenhvilke i Syrien. I slutningen af marts måned, fik han overtalt den syriske regering til at underskrive en våbenhvilkeaftale. Det skulle forsøges at overholde våbenhvilen, så vidt muligt. Dette mislykkedes dog, da det blev mødt med kraftige protester fra både den syriske regering og oprørerne. Da dette forsøg på at skabe fred faldt til jorden, blev der alligevel sendt FN observatører ind i landet, for at overvåge våbenhvilen. Han trådte hurtigt af posten som fredsmægler i Syrien, fordi han så det som en umulig opgave at få medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd til at arbejde sammen i enighed.
Den 21. august 2013, blev Damaskus udsat for et giftbombeangreb, som Assad-regeringen straks fik skylden for. Dette satte skub i Vestens ønske om at sætte ind med militære enheder. Dette fik lande som Rusland, som ellers støttede Assad, til at give udtryk for et ønske om at beslaglægge alle styrets kemiske våben.
Samtidig blev der dannet flere og flere islamistiske oprørsgrupper, og Islamisk Stat begyndte at vokse sig stærkere mod nord. Deres metoder afhang meget af vold og tortur, og deres erobringer af byer var da også nogle af de voldsomste som krigen var vidne til. Mange ekstreme islamister rejste fra deres hjem i Vesten for at tage del i kampene.
Det lykkedes IS at overtage adskillige af de større byer i Syrien, hvilket resulterede i at USA intensifiserede deres indsats i kampen mod den frygtede terrororganisation. IS er en af de bedst udstyrede oprørsstyrker i Syrien, og de yder ekstrem modstand mod regeringshæren, som ellers har flere ressourcer og tunge skyts at forsvare sig med.
Store dele af Syrien er i dag ubeboelige grundet de voldsomme, masseødelæggende kampe der har fundet sted og ødelagt uskyldige syreres hjem.