Konflikten i Syrien

Når det kommer til konflikten i Syrien, er FN bundet på hænder og fødder. Der kan ikke opnås enighed i Sikkerhedsrådet, da de to stormagter, Kina og Rusland, op til flere gange har nægtet at tilknytte sig resolutionsforslag der krævede volden standset, og økonomiske sanktioner indført. Disse to lande bruger den tidligere intervention i Libyen som eksempel på hvorfor Syrien skal have lov til at løse konflikten internt.

 

I 2012 forsøgte daværende fredsmægler fra FN, Kofi Annan, at indføre en sekspunktsplan med våbenhvile som første punkt. Det lykkedes ham at få parterne til at enes i en kort periode, før våbenhvilen blev brudt. Som følge af dette trak Annan sig som fredsmægler, og overlod posten til den tidligere algeriske udenrigsminister, Lakhdir Brahimi.

 

Selvom våbenhvilen var en saga blot, sendte FN alligevel UNSMIS, FN's observatørgruppe, ind i landet. 300 mand blev udvalgt til at overvåge de militære aktioner i Syrien, heraf 10 danske soldater. Som følge af styrkens minimale størrelse, kunne det dog ikke lade sig gøre at dække hele landet, og projektet blev hurtigt afviklet. Siden da har der ikke været forsøgt en ny våbenhvile.

 

FN har oveni dette også indført en lang række sanktioner, hvor af størstedelen forbyder diverse former for handel med de syriske myndigheder. Syriske fly er også blevet pålagt forbud mod at lande i EU. Sanktioner er også indført for at sikre at eventuelle våben leveret til at assistere i kampene, skal gå til at beskytte de civile.

 

I 2013 blev det opdaget at der blev brugt kemiske våben i kampene, og FN fik tilladelse til at sende våbeninspektører ind i Syrien. Deres formål er at kontrollere hvor vidt der bliver brugt dødelige gasser og lignende. Det er dog svært for dem at forhindre det, da de skal have tilladelse fra den syriske regering for at kunne undersøge visse kampsteder.